Koldbrygget kaffe opskrift – på den nemme måde

Koldbrygget kaffe er blevet ganske populært og er kommet fra USA til skandinavien.

Vi har nydt masser af iskaffe herhjemme, og en typisk opskrift vil fortælle dig at det er super nemt, du skal bare brygge din kaffe og hælde den udover nogle isterninger – noget jeg da selv gør til tider. Men koldbrygget kaffe er anderledes og smager bedre.

Så hvad gør koldbrygget kaffe anderledes? – svaret er simpelt, det gør bryggemetoden. Typisk bruger man varmt vand til at brygge kaffe, men med denne iskaffe brygger man kaffen med koldt vand, og lader den trække over 24 timer. Det betyder at du får en langt bedre smagsoplevelse, og det er der et par grunde til.

Du undgår at få oplevelsen af en tynd iskaffe. Når man hælder friskbrygget kaffe udover isterninger, smelter isen langsomt og fortynder kaffen. Samtidig gør bryggemetoden jeg deler med dig om lidt, at kaffen ikke bliver nær så bitter og syrlig.

Når man brygger med varm kaffe, bliver koffeinen, olierne og fedtsyrerne opløst i større mængder – ved koldt vand kan du bevare mere af smagsoplevelsen.

Lidt teknisk om smagen.

Smagsoplevelsen du skaber afhænger af flere faktorer:

Først har du kaffebønnerne, desto finere kaffen er kværnet, desto hurtigere kan du udtrække olier og koffein. Samtidig er mængden af kaffe du bruger også en faktor.

Derefter er der trækketiden – jo længere den trækker jo mere koffein får du ud af dine bønner. Derfor er der et par skruer du kan dreje på for at ramme den helt rigtige smag.

Når du smager kaffen for første gang er der en god sandsynlighed for at du vil bemærke at den er mindre syrlig hvilket kan være lækkert. På den anden side, kan metoden også lede til mindre kompleksitet i smagsnuancerne der ikke er udtrukket af kaffen.

Hvilken bønne skal jeg bruge?

Det handler utroligt meget om hvilken smagsoplevelse du kan lide. Hvis du elsker stempelkaffe, kan et godt startpunkt være samme bønne som du foretrækker her. Læser du rundt omkring på nettet, vil du finde frem til at et medium roast er ideelt da flere af de naturlige toner er bevaret. Til gengæld kan mørkere bønner give en mere balanceret smag da flere af de naturlige toner er ristet væk.

Sådan laver jeg koldbrygget kaffe

Koldbrygget kaffe

For at komme frem til det artiklen handler om, får du her min opskrift på koldbrygget kaffe. Med opskriften laver du nok til to normale kopper.

Det skal du bruge:

  • En beholder med låg der kan rumme ca. 1/2 liter vand (jeg foretrækker glas)
  • En kaffekværn
  • Et kaffe filter
  • En teske
  • 50g Hele kaffebønner (Det kan anbefales at prøve nogle let ristede bønner til at starte med. Jeg bruger selv 100% Arabica, double roast der er ekstra mørke – bruges normalt til espresso.)
  • 4-500 ml koldt vand (ca. 1/2 liter)

De første 10 g. kan du køre igennem kværnen og smide ud så de fjerner rester fra anden kaffe. Herefter kværner jeg resten så jeg har 40 g. – det er en god ide at bruge en vægt så du rammer rigtigt. Det er ikke optimalt at måle kaffen af med skeer da volumen kan variere alt efter bønnen du bruger.

Herefter hælder jeg blot 400 ml vand ved den friskkværnede kaffe og lader den sidde et øjeblik. Herefter røres der godt rundt med en ske så der ikke er nogen klumper.

Kaffen røres rundt

Stil nu kaffen på køl, og kom tilbage om to timer for at røre rundt igen. Det sikrer at kaffen får nok kontakt med vandet fremfor at være samlet i bunden. Derved får du mere smag ud af kaffen.

Efter 24 timer, rører du rundt igen. Nu er det tid til at fjerne de større partikler med en ske, og herefter filtrere kaffen. Du kan bruge et helt normalt filter her – jeg har f.eks. brugt et kaffe filter, her er det blot vigtigt at det bliver skyllet forinden så filteret ikke afgiver smag til kaffen. Stoffiltre kan også fungere fint, og de kan samtidig være bedre hvis du laver større mængder.

Når du har filtreret kaffen, kan du enten nyde den eller opbevare den i en beholder med låg til den skal bruges. Den skal dog være på køl, og holder ikke mere end et par dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *