Cafe Latte opskrift – Hvordan laver man Cafe Latte?

Café Latte er nok den bedst kendte kop kaffe man kan bestille idag. Kaffen minder for mange om Cafe Au Lait fra Frankrig, der er dog en klar forskel – i Café Latte bruger man espresso fremfor normal kaffe der anvendes i Au Lait udgaven. Forskellen kan tydeligt smages idet espresso er en kaffe med mere karakter i form af bitterhed of fylde.

Laves Café Latte rigtigt får man en dejlig og cremet kop kaffe der har en god smagsblanding imellem mælk og kaffe. Drikken er ideel for de personer der ikke er så pjattet med kaffe, idet mælken dominerer og fjerner mange af de bitre smagsoplevelser. Er man en forvant kaffe-drikker kan Cappuccino være et godt alternativ idet den smager mere af kaffe (forklaringen er simpel: der er meget mindre mælk i).

Café Latte opskrift

Nu til sagen, for at lave den perfekte Café Latte skal du bruge følgende:

En stor og klar termokop
En spiseske
Friskkværnet espresso kaffe (kværnes meget fint)
Letmælk (sødmælk kan bruges hvis den skal være ekstra cremet – jeg foretrækker dog letmælken)
Mælkekande
Shotglas (30 ml / 0.3 dl)

Brygningen er delt op i to dele, først skal espressoshottet laves og dernæst skal mælken skummes. De fleste espressomaskiner har dog en forsinkelse på et par minutter når man går fra at brygge espresso til at skumme mælken – derfor kan det betale sig at tilberede mælken først. Jeg bruger i denne opskrift den klassiske fremgangsmåde.

Lav det perfekte espresso shot

Jeg har allerede en artikel der forklarer hvordan du laver et espressoshot. Derfor går jeg ikke i detaljen med brygningen her men opridser den kun kort.

  1. Påfyld din espressomaskine med kildevand (postevand er også okay men giver mere kalk)
  2. Tænd maskinen og lad den varme vandet op
  3. Når maskinen er klar kører du et enkelt shot igennem (30 ml / 0.3 dl) uden kaffe for at varme filteret op
  4. Fyld filteret op med espressokaffen som du har kværnet fint, tamp dernæst kaffen med roterende bevægelser i urets retning (kan også gøres mod urets retning). Du skal ikke mase kaffen alt for hårdt, og den skal heller ikke være for blød. Pres med ca. 10 kg vægt et par gange, og fjern derefter løs kaffe
  5. Bryg et shot espresso og smid det ud i vasken – formålet er blot at fjerne bitterhed fra filteret og give den en aroma af kaffe
  6. Gentag trin 4 og hæld nu dit perfekte shot espresso ned i din Café Latte kop. Ønsker du mere smag af kaffe kan du lave et ekstra shot og hælde i (ligesom dobbeltshot fra cafeer)

Skum mælken til kaffen

At skumme mælken er 50% af en god Café Latte, og nej – det er ikke nok bare at varme kaffen i en gryde. Når kaffen bliver skummet oplever jeg at den får en mere cremet konsistens som man bare ikke kan opnå på andre måder end med en kaffeskummer.

Ligesom med espresso shot har jeg en artikel der fint forklarer hvordan du skummer mælk til Café Latte eller Cappuccino her. Jeg gennemgår derfor kun kort og kontant hvordan du tilbereder mælken her – for uddybende forklaringer bør du læse artiklen.

  1. Fyld din mælkekande halvt op med mælk
  2. Vent til mælkeskummeren er klar
  3. Dyp hele hovedet på mælkeskummeren helt ned til bunden af kanden og tænd for skummeren med fuld kraft
  4. Sænk stille og roligt mælkekanden og stop når den når mælkens overflade (eller vent til lufthullet på hovedet når overfladen)
  5. Når kanden er ved at være så varm at du ikke kan holde hånden på siden er den klar
  6. Ønskes skum skal du blot placere spidsen af hovedet lige under overfladen.
  7. Når mælken er klar skal du stille og roligt banke bunden mod bordet for at fjerne store bobler i mælken
  8. Husk at tørre dyssen af med en fugtig klud så mælken ikke indtørrer

Nu er du næsten klar

Kaffen du allerede har lavet er klar til at blive blandet med mælken. Hæld stille mælken i midten af dit glas – sørg for at der er 3-4 cm. fri til skummen. Når mælken er hældt i kan du ryste kanden fra side til side for at tvinge skummen ud, alternativt kan du tage en spiseske og trække skummen ud i koppen.

Har du ikke en Latté kop, er blandingsforholdet 1/8 espresso, 7/8 mælk. Prøv dig frem til det blandingsforhold du foretrækker.

Ønsker du kan du vælge at putte rørsukker i toppen af din Latté – er det en varm sommerdag kan du også vælge at lave en iskaffe.


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kaffe-blog.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *